lørdag den 30. juni 2012

Big Bandet deltog i Tysk Musik-festival for 5. gang

Weekenden 23. og 24. juni deltog Sæby Big Band i International Musikfestival i den tyske by Bad Bramstedt. Det var 5. gang orkestret deltog og denne gang deltog ikke mindre end 50 harmoniorkestre, kor, big bands, jazz band, klassiske ensembler, percussion ensembler og folkloregrupper i festivalen.

2 koncerter blev det til ved den 17.  Internationale Musikfestival i tyske Bad Bramstedt

Om musikfestivalens historie og baggrund se tidligere artikel Sæby Big Band gæster International Musikfestival i Tyskland for 5. gang. Orkestret fik denne gang mulighed for at spille 2 koncerter. En udendørs og meget velbesøgt solbeskinnet formiddagskoncert på "Musikmeile" med stort opstillet telt og glad publikum.

Veloplagt formiddags Jazz-publikum på Musikmeile midt i Bad Bramstedt By
Endvidere - og som sidst - en koncert ved big band aftenen i restauranten Kaisersaal. Et næsten overfyldt og meget varmt spillested men med meget intens feststemning, glade festivaldeltagere og meget veloplagt publikum. 

Hot koncert i overfyldt Kaisersaal. Fed stemning og højt humør;-)

Orkestret var til lejligheden suppleret med substitutter på 3 pladser: Tidligere trompetist i orkestret og nu en af Århus musikmiljøs hyppigt brugte unge jazz-trompetister, dygtige Jakob Sørensen. Vores tidligere guitarist Simon Hyldgaard havde heldigvis sagt ja til stand-in tjansen. Og tak også for det - det er virkelig altid en guitaroplevelse i særklasse. Endvidere en hulens rutineret tenorsaxofonist i Lars von Lilienskjold, som tidligere har deltaget i en USA turne med big bandet. 
Alt i alt en velbesat orkester.

Orkestrets rutinerede saxofonist Kasper Risgaard i herligt solospil

Turen til Bad Bramstedt gav ligeledes orkestret mulighed for at lade dets unge dygtige musikere vise deres værd og talent. Mikkel Kristensen som til dagligt deler keyboard med Rasmus Sørensen, spillede bas til begge jobs og leveredes særdeles gedigent arbejde hermed. Rasmus Sørensen spillede således begge hele koncerter keybord og gjorde det super godt. Endvidere var trompetist Dan Hejslet frontfigur som solist i enkelte fede numre, hvor han ligeledes gav publikum en god oplevelse. 14årige Simon Schou på basun var med for første gang og spillede en gedigen 3. basun. Motor og ung team i orkestret var som altid brødrene Elias på percussion og Bertil på trommer. Talentmassen i Sæby Big Band har det godt.

Super guitarist Simon Hyldgaard var med i Bad Bramstedt

Rasmus Sørensen leverede super flot arbejde som pianist

Mikkel Kristensen, leverede godt groovy arbejde i rytmegruppen
Glad dirigent for trompetist Dan Hejslets solo i "September"
Big Bandet kan takke organisatorerne BT Orchester Bad Bramstedt for flot musikfestival og håbe på invitation til den 18. musikfestival som finder sted i 2015.

tirsdag den 19. juni 2012

Kom til TorveJazz på Kappelborg i Skagen Lørdag 30. juni !

Sæby Big Band er atter klar med koncert i Skagen. Orkestrets sidste inden sommerpausen. Lørdag den 30. juni fra kl. 11.00 - 14.00 er der gratis TorveJazz på Kappelborg Torvet.

Sæby Big Band spiller til Torve Jazz på Kappelborg Lørdag den 30. juni kl. 11.00

Orkestret vil med 2 sæts repertoire spille lige fra Earth, Wind & Fires September over Sting-nummeret Set Them Free til jazzklassikere som Have You Met Miss Jones, Comes Love, The Lady Is A Tramp. Soul vil ej heller blive forbigået da Times Getting Tougher Than Tough og Ray Charles´ Anyway You Want To er nogle af karakteristiske fra den boldgade.

Senest havde orkestret besøg af sangerinden Helle Hansen som gæstede Sæby Big Band i forbindelse med Sæby Jazzfestival. Hun har skrevet nogle ganske smukke ting, lige fra argentinsk tango til cirkus-musik og smukke ballader. Og flere af disse værker vil ligeledes kunne høres.

Sæby Big Band glæder sig meget til at spill i Skagen og skal gerne reklamere lidt for Skagen TorveJazz Frokostplatten til 128 kr. består af:

- Hjemmelavet stegt sild i lage
- Koldrøget laks med æggecreme
- Lun fiskefrikadelle med remoulade og citron.
- Lyssej med sauce verte
- En lille lun mørbradbøf med løg og champignon
- Landbrie med druer og kiks

Uhmmm, hvad ? Mød frem, hyg og lyt !

Øl, vin og vand kan købes på Kappelborg Torvet
Lørdag den 30. juni kl. 11 - 14

Arrangør: Kulturhus Kappelborg i samarbejde med Foldens Hotel & Café og McCurdies.

lørdag den 9. juni 2012

Orkestrets slagtøjsfolk opdateres


Til udvikling af rytmefolkene og orkestrets percussion section har Sæby Big Band indkøbt nye slagtøjs-instrumenter. Sæby Big Bands midler fra Kulturalliancen - musiksamarbejdet mellem Hjørring og Frederikshavn kommuner, har gjort det muligt at investere i kvalitetsgrej til det regionale talentorkester.

Sæby Big Band har investeret i nyt percussion udstyr

For den musikalske udvikling i orkestret betyder det naturligvis at vi kan udvikle musikerne i flere discipliner. Men også at vi kan inddrage flere af orkestrets musikere til lejlighedsvis at gribe en triangel, en guiro, eller en koklokke ;-)

Endvidere udvikler det de unge musikere, der fremover skal arbejde med rytmisk musik og slagtøjsinstrumenter i deres eventuelle videre karriere indenfor musikkens verden.

For at orkestret forsat kan være fødekæde for eksempelvis Musikalsk Grundkursus, Universitet og Musikkonservatorium er det nødvendigt at være udrustet optimalt hvad angår instrumenter, således at færdigheder udvikles og udnyttes.

Kulturalliancen har hjulpet på vej !

Ved orkestrets samarbejde med sanger Helle Hansen ved Sæby Jazzfestival i Pinsen fik vores unge rytmegruppe rigtig mange rosende ord med på vejen. Bl.a. udtalte Helle Hansen at "hun har nydt dagene i Sæby med den nok yngste og ondeste (absolut positivt ment !!!) rytmegruppe man længe er faldet ikke bare over, men også i hak med -". Det er jo et fantastisk dejligt og rigtig godt skulderklap fra en af Danmarks top jazz-sangere.

onsdag den 6. juni 2012

Flot koncert med Helle Hansen ved Sæby Jazzfestival

I forrygende Pinsevejr og bedste jazzstemning blev Sæby Jazzfestival afholdt for 3. gang. Og også i år var det med deltagelse af Sæby Big Band. Under Sæby Jazzfestival Jazz og Fisk, som det korrekte navn er, blev der fra torsdag til lørdag afholdt rigtig mange jazzkoncerter rundt omkring i byen og masser af glade mennesker besøgte både små og store arrangementer.

Helle Hansen og Sæby Big Band ved Sæby Jazzfestival Jazz & Fisk Pinsen 2012

Jazz Clash teltet på Sæby Havn var rammen om Sæby Big Bands koncert fredag aften. Aftenens program bød på lokale fejende flotte funk-orkester Dream Team, groovy West Coast Jazz kvartet As Catch Can med Jakob Sørensen - tidligere trompetist i Sæby Big Band. Sæby Big Band gik på scenen kl. 21.00 med 2 sæt meget blandet big band musik på nodestativet. Teltet var særdeles velbesøgt og klar til endnu flere af de sprøde rytmer som de to foregående orkestret allerede havde leveret.

Siden torsdag havde big bandet havde haft en inspirerende jazz-gæst på besøg. Sanger, sangskriver, komponist mm. Helle Hansen havde taget turen fra Vesterbro i København til Sæby for at inspirere, instruere, indøve og synge sammen med big bandet. Allerede fra torsdag eftermiddag havde Helle arbejdet med rytmegruppen og torsdag aften var der band-prøve hvor alle numre til fredag skulle afpudses. En særdeles god oplevelse for alle takket være orkestrets intense indsats og Helle Hansens fine og interessante måde at arbejde med orkestret på. En optimal prøve og optakt til jazzleverancen fredag.

Orkestrets bassist Albert Østergaard tager lige en øver i solen inden koncerten

Og det blev da heller ikke kedeligt, da orkestret lagde fra land med Earth Wind & Fires September, Stings Set Them Free samt de fede swingnumre Comes Love og Have you met Miss Jones, hvor orkestrets faste sangere Anne Sørensen og Asbjørn Mogstad ligeledes fik deres entré.

Med superfede big band arrangementer i velkendt kvalitet af Jesper Riis til Helle Hansens egne smukke, utraditionelle og interessante kompositioner kunne orkestret byde velkommen til orkestrets gæst. Og til så vidt forskellige værker som Hooked on You, Halloween of the Heart, Sanctuary og It Would Never Work, sidstnævnte dog arrangeret af Niels Jørgen Steen, var 1. sæt leveret med supersang af Helle.


Med Ray Charles nummeret Anyway you want to lagde orkestret fra land i 2. sæt. Super sunget af Asbjørn Mogstad, som i øvrigt gjorde det rigtig flot ved denne koncert, som var hans første. Fede soloer af Birgitte Søndergaard, Simon Hyldgaard og Albert Østergaard blev fyret af i The Chicken og Anne Sørensens smukke røst blev kunne nydes i Be till muy heart. Senere i sættet kom Helle Hansen atter på med smuk ballade og sjov og anderledes underholdning for næsten alle sanser med Throw it on the heap. Det hele rundet af med ekstranummeret It Would Never Work.

En helt igennem dejlig oplevelse for orkestret og forhåbentlig ligeså for de mange trofaste fremmødte i Jazz Clash teltet på Sæby Havn denne herlige sommerdag i maj. Og stor tak til Helle for dejligt og udbytterigt besøg !