Bertil i Chicago under tur som trommeslager i orkestret Sæbygarden sommeren 2011 |
Blandt big bandets andre dygtige unge talenter er Sæby Big Band så heldig at have en rigtig talentfuld ung trommeslager i 15-årige Bertil Bille. Og Bertil er nu blevet udtaget til finalen i en landsdækkende konkurrence for unge tromme-slagere under 18 år. Det er selvfølgelig ganske fantastisk flot.
Arrangøren af konkurrencen er pladeselskabet Copenhagen Records net-musikkanal Copenhagen Beta. Det er rockbandet Carpark Norths tromme-slager Morten Thorhauge der har udpeget de fem finalister i konkurrencen. Morten Thorhauge har udvalgt musikerne ud fra deres tekniske kvalifikationer og personlige stil.
Til vinderen af tromme-konkurrencen står et trommesæt til en værdi af kr. 30.000 på højkant. Og endvidere følger undervisning af Morten Thorhauge.
Bertil er en Sæby-dreng der har trommet siden han var ganske lille. Han har fulgt undervisning ved Musikskolen i Sæby og Frederikshavn, primært ved tromme-slager Henrik Engqvist. Ligeledes er Bertil trommeslager i flere andre sammenhænge, bl.a. Sæbygarden, talentorkestret Dream Team og discobandet Lady, som lige har kvalificeret sig til semifinalen i årets nordjyske Band Battle på Skråen i Aalborg.
Sæby Big Band er som regionalt Talentorkester naturligvis ganske stolt og opfordrer naturligvis til at stemme på Bertil i denne konkurrence.
Stem HER hvor Bertil spiller trommesolo til det heftige funky nummer "The Chicken". Konkurrencen slutter 5. marts. Vi ønsker vores trommeslager held og lykke!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar